Certificeret statiker for konstruktionsklasse KK3 & KK4

Stort tillykke til Nicolaj Sørensen med personcertificeringen som certificeret statiker for konstruktionsklasse KK3 OG KK4. Certificeringen er netop kommet i mål, og det blev naturligvis fejret med kage og højt humør på de to kontorer! 

Nicolaj har gennemgået proceduren hos Dancert med bedømmelse af kvalifikationer, bedømmelse af kompetencer (projektvurdering) samt mundtlig fremlæggelse og er herefter tildelt certificeringen. Herved indgår Nicolaj i gruppen af kun 47 certificerede KK3/KK4 statikere i Danmark, der sammen med de 40 certificerede tredjepartskontrollanter må udføre certificeringsarbejde for byggeprojekter i konstruktionsklasserne KK3 og KK4.

Hos Stokvad prioriterer vi at have en robust og funktionel arbejdsgruppe af certificerede statikere, men lige så vigtigt, at have dygtige og kompetente konstruktionsingeniører og koordineringsmedarbejdere. På den måde sikrer vi et generelt højt fagligt niveau, smidig certificeringsarbejde og sikkerhed i de konstruktionsprojekter vi arbejder med.

Hos Stokvad har vi tre certificerede statikere. En i KK2, en i KK3+KK4 og en som Tredjepartskontrollant+KK3+KK4. Herudover har vi en af Danmarks kun 19 tilbageværende anerkendte statikere (den gamle statikerordning).
Sammen med vores i alt 18 konstruktionsingeniører og vores certificeringskoordinator har vi et stærkt team, der er godt rustet til de krav som i dag stilles til konstruktionsprojektering og certificering.