- Brandrådgivning
- Børn & Unge
- Kultur
- 12.05.2025
En sejr på hjemmebane i Randers!
I totalentrepriseteam med Gråkjær og GPP Arkitekter A/S har Stokvad vundet konkurrencen om opførelse af ny Dronningborghal med tilhørende fællesfaciliteter.
Den nye Dronningborghal skal placeres, hvor den nuværende hal ligger og skal have de samme funktioner, som den oprindelige hal og der skal forsat være mulighed for en bred vifte af de nuværende idræts- og bevægelsesaktiviteter så som håndbold, fodbold, gymnastik, badminton, basket, bordtennis mv. samt plads til nytænkning og nye aktiviteter.
Derudover skal der være tilskuerpladser, omklædningsfaciliteter og depotplads, som dækker behovet i forhold til de aktiviteter, der vil være i den nye hal. Der opføres en indbydende foyer og mulighed for multifunktionalitet. Ligeledes kommer der en helt nu rytmesal som erstatning for den vestlige længe, der også rives ned sammen med den eksisterende hal.
Den nye Dronningborghal bliver udført med fokus på genbrug og derfor skal så meget som muligt fra den nuværende hal genbruges i den nye hal - herunder inventar som tribunestole, halgulv og limtræsbjælker vil blive genanvendt ♻️
Byggeriet forventes påbegyndt i oktober 2025 og står klar til brug i sommeren 2027.
Endnu et hal-byggeri som Stokvad skal projektere. Dem har vi lavet rigtig mange af de seneste år, og vi er i al beskedenhed også rigtig gode til det.
Vi glæder os til sædvanligt godt samarbejde med Randers Kommune og brugerne i Dronningborg. I totalentrepriseteamet har de tre parter arbejdet sammen på en lang række projekter – her ved vi, at vi arbejder godt sammen og kan skabe et flot og funktionelt resultat til stor værdi for alle kommende brugere af faciliteterne. Lad os bare komme i gang!
Illustration: GPP Arkitekter